Rigspolitiet udbyder en kontrakt om levering af taktiske modulære ballistiske beskyttelsesveste med tilhørende komponenter og tilbehør til politiet i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Ved en taktisk modulær ballistisk beskyttelsesvest forstås en vest, der yder ballistisk beskyttelse mod håndvåbenammunition og fragmenter på torso. Vesten skal afhængigt af den konkrete opgave kunne anvendes både med og uden supplerende ballistisk beskyttelse af skuldre, hals, overarme, sider og skridt. Vesten skal endvidere kunne monteres med tasker og tilsvarende bæremidler, herunder også fra andre producenter.
Den taktiske ballistiske beskyttelsesvest anvendes i politiets operative tjeneste og skal kunne indgå i samspil med politiets øvrige udrustning, uniformering, køretøjer og opgaveløsning.
Den taktiske vest anvendes hovedsageligt af reaktionspatruljer, der med særlige uddannelser, taktik og våben udfører forskelligartede opgaver med høj risiko. Opgaverne udføres både indendørs og udendørs samt under alle vejrforhold, hvilket stiller høje krav til kvalitet, funktionalitet og fleksibilitet i det ballistiske beskyttelsesudstyr.
Vesten anvendes primært i Danmark, men alle genstande kan i mindre omfang blive udsat for de klimatiske forhold, der relaterer sig til det geografiske brede anvendelsesområde fra Arktis til ækvator. Politiet udsender således politiansatte til internationale missioner for EU, FN, OSCE og FRONTEX i Syd- og Østeuropa samt Afrika og Mellemøsten. I den forbindelse anvendes den taktiske vest i udvalgte funktioner og opgaver.
Den taktiske beskyttelsesvest anvendes også i forbindelse med grund- og vedligeholdelsesuddannelsen inden for relevante koncepter, hvor vesten bl.a. anvendes på skydebaner og andre træningsfaciliteter.
Brugeren af vesten udsættes således for mange forskellige fysiske aktiviteter over flere timer – herunder løb, gang, stående arbejde, siddende opgaver, knælende positioner, kørsel, hyppig ind- og udstigning af køretøjer, passage af forhindringer samt rækken efter genstande. Den taktiske vest skal endvidere fungere efter hensigten i alle skydestillinger med skulderbårne våben.
Den taktiske ballistiske beskyttelsesvest anvendes altid med ballistiske paneler og ballistiske plader på front og ryg.
Afhængigt af opgaven, trusselsniveauet og brugerens uddannelsesniveau kan vesten konfigureres med supplerende ballistiske paneler ved skuldre, hals, overarme, sider og skridt samt med ballistiske sideplader.
Den taktiske ballistiske beskyttelsesvest fungerer desuden som bæreplatform for forskellige typer bæremidler og tilbehør, som monteres på vestens front, ryg og sider. Politiets eksisterende bæremidler og tilbehør er MOLLE-kompatible, og den taktiske vest anvendes derfor i samspil med sådanne systemer. Montering af magasintasker, multitasker, tourniquettaske, IFAK, granattasker og håndbombetasker udgør en naturlig del af den taktiske vests modulære opbygning.
Den taktiske vest bæres normalt uden på den yderste beklædning. Beklædningen varierer over året og kan omfatte alt fra traditionel kampskjorte til flere lag af isolerende samt vind- og vandtæt beklædning afhængigt af årstid, opgave og den enkelte brugers præferencer.
De nærmere krav til produkternes udformning, funktionalitet og anvendelse fremgår af udbudsmaterialet.Hovedtrekkene i prosedyrenUdbuddet gennemføres som udbud med forhandling efter forsvars- og sikkerhedsdirektivet (direktiv 2009/81/EF). Proceduren indledes med en prækvalifikation, hvor interesserede ansøgere skal indsende ansøgning om deltagelse. Ansøgernes egnethed vurderes på baggrund af de fastsatte minimumskrav til økonomisk og teknisk formåen. Såfremt der er flere egnede ansøgere end det i afsnittet om "Aftalens genstand" angivne maksimum på tre (3), vil Ordregiver foretage en udvælgelse blandt de egnede ansøgere på baggrund af en samlet kvalitativ vurdering af ansøgernes angivne referencer som nærmere beskrevet i denne bekendtgørelse.
De ansøgere, der bliver prækvalificeret (herefter benævnt "tilbudsgivere"), vil herefter få adgang til det samlede udbudsmateriale via Ordregivers elektroniske udbudssystem. Udbudsmaterialet indeholder en nærmere og detaljeret beskrivelse af udbudsproceduren, forhandlingsforløbet, frister, krav til tilbud samt øvrige vilkår for deltagelse i processen.
Ordregiver forventer at afholde et informationsmøde for de prækvalificerede tilbudsgivere i uge 45, 2026. Nærmere tidspunkt og praktiske oplysninger meddeles efter gennemført prækvalifikation. Til informationsmødet vil Ordregiver udlevere supplerende oplysninger til udbudsmaterialet, herunder visse oplysninger af klassificeret karakter, som er nødvendige for udarbejdelsen af tilbud. De prækvalficerede tilbudsgivere opfordres herefter til at afgive indledende tilbud på grundlag af udbudsmaterialet. Efter modtagelse af de indledende tilbud gennemføres en forhandlingsfase. Forhandlingerne kan omhandle alle forhold i tilbuddene, herunder tekniske løsninger, funktionalitet, kvalitet, leveringsforhold, kontraktvilkår, prisstruktur samt øvrige kommercielle og juridiske forhold. Forhandlingerne kan føre til justeringer eller ændringer af udbudsmaterialet. Yderligere oplysninger om forhandlingsfasen fremgår af udbudsmaterialet.
Efter afslutning af forhandlingsfasen vil tilbudsgiverne blive opfordret til at afgive endelige tilbud (eller yderligere indledende tilbud).